Medarbejder med interesse for bowling, golf, restaurant og gode oplevelser i Slagelse2019-05-06T10:47:47+02:00

Project Description

Medarbejder med interesse for bowling, golf, restaurant og gode oplevelser i Slagelse

Person med overblik og erfaring fra restaurant eller café søges til Restaurant Superbowl & Golfcenter Slagelse

Restaurant Superbowl & Golfcenter Slagelse – maj 2019

Til vores oplevelsescenter søger vi, for tiltrædelse når efterårssæsonen igen går i gang (september), en engageret og ansvarsbevidst medarbejder, der i samråd med den daglige ledelse, kan medvirke til husets drift og til at alle gæster får en god oplevelse.
Du er udadvendt og god til at kommunikere med mennesker og du sætter en ære i at levere den bedste service til vore gæster og besøgende.

Stillingen:
Som medarbejder vil du få en central rolle i den daglige drift af vores oplevelsescenter.

Din arbejdsdag vil være præget af mange forskellige arbejdsopgaver, hvorfor det er vigtigt, at du besidder et stort energiniveau, et godt overblik og evnen til at holde mange bolde i luften på samme tid, også i travle perioder.

Da du ofte vil skulle arbejde selvstændigt, er det derfor vigtigt, at du er struktureret og velorganiseret og at du har blik for detaljerne. Du giver gerne en hånd med, når der er behov, og du gør det med humor og smil.

Du vil have ansvaret for at dagligdagen i centeret altid har vore gæster i fokus, ligesom du skal være igangsætter og motivator for vores serveringsmedarbejdere og opvaskere.

Derudover vil du på dine vagter have ansvaret for at åbne og lukke centeret, samt at forestå den daglige kasseopgørelse. Vi gør dog opmærksom på, at der ikke er tale om et job bag skrivebordet; men et spændende job i fronten med megen kundekontakt.

Restaurant Superbowl & Golfcenter Slagelse er en servicevirksomhed, der også har åbent aftener og weekender, derfor er det vigtigt, at du er fleksibel og indstillet på varierende arbejdstider alle ugens dage.
Stillingen er en fuldtidsstilling og refererer til virksomhedens daglige ledelse.
Arbejdstiden er eftermiddag og aften; til gengæld fri de fleste formiddage. Du har fri med familien hver jul og nytår, og i juni, juli og august har vi desuden lukket hver søndag.
I ferieperioder og i spidsbelastninger (november/december) må der påregnes en modificeret vagtplan.

Arbejdsområder:

  • Indtjekning og afregning af gæster til restaurant, bowling, golf, pool, mv.
  • Betjening og servicering i øvrigt af vore gæster.
  • Sikre at serverings- og barområder altid fremstår rene og præsentable.
  • Klargøring og opdækning til selskaber, møder, arrangementer, mv.
  • Kunne afhjælpe eventuelle fejl og spørgsmål i forbindelse med bowlingbaner.
  • Instruktion og vejledning i brug af vore golf simulatorer.

Kvalifikationer:

  • Du har erfaring fra servicesektoren i bred forstand – det kan være fra restauration, hotel, eller lignende.
  • Du har erfaring med at motivere og engagere dine kolleger til at yde en ekstra indsats.
  • Teknisk indsigt er et must, da arbejdet også vil omfatte mindre afhjælpning af maskinfejl på såvel bowlingbanerne, i vort Golfcenter samt i vor spillehal
  • Erfaren bruger indenfor IT, da dette er omdrejningspunktet i vor hverdag, ligesom du har erfaring med kassebetjening og -opgørelse.
  • Højt smittende humør, selv i pressede situationer
  • Serviceminded, udadvendt, smilende og imødekommende
  • Arbejdsopgaverne er mange og blandede, da ingen dage er ens; men du må ikke lade sig slå ud af en udfordrende gæst
  • Skal kunne flydende dansk i skrift og tale
  • Som person er du engageret, serviceminded og kvalitetsbevidst.
  • Du taler og skriver flydende dansk.
  • Har du kendskab til og/eller erfaring med golf er det et plus, men ikke et krav.

Vi tilbyder:

  • Et spændende, alsidigt og udadvendt job i vores oplevelsescenter med en stor kontaktflade.
  • En til tider travl og oplevelsesrig arbejdsdag med masser af udfordringer og varierende arbejdsopgaver.
  • Glade kolleger, der arbejder mod det samme mål –  at give vores gæster en god oplevelse.
  • En inddragende ledelsesstruktur, hvor der ikke er langt til beslutningerne.
  • Løn svarende til dine kvalifikationer.

Ansøgning:

Har ovennævnte vakt din interesse, ser vi frem til at modtage din motiverede skriftlige ansøgning med din dokumenterede erfaring, vedhæftet CV samt foto og eventuelle referencer til info@superbowl.dk att.: Susanne Hansen.